Solskin og shopping

Hmm hvis nogen spørger så er tingene lidt som de plejer at være: informanter der ikke svarer eller ikke fortæller at de ikke kan alligevel. Hvordan jeg får skrevet et speciale skal jeg ikke kunne sige, men det må vel gå som det bedst kan. Som overspringshandling har jeg til gengæld bidraget til forbrugsfesten i Chile ved at svinge visakortet til rytmer a la Jingle Bell. Meget sært i 28 graders varme og med sved af at slæbe indkøbsposer så at høre jinglebell og se plastic gran med plastic sne på - en eller anden gang vil jeg gerne prøve at holde jul i de varme lande men det bliver ikke i år for glæder mig efterhånden til at komme hjem. I starten af måneden var Marianela (hende jeg bor hos) og jeg et smut i Argentina. Vi tog afsted torsdag aften kl 22 og var i Mendoza klokken 5 om morgenen, kun afbrudt af ca 1,5 times venten ved grænsen omkring kl 1.30 om natten. Det var mega koldt og de er ikke ligefrem så hurtige de der grænsebetjente. Jeg fik skæld ud af en fordi jeg skulle have medbragt et eller andet stykke papir jeg fik da jeg kom ind i Chile. Jeg tror nok jeg har fundet det i rodet på mit lille værelse så håber på der ikke bliver problemer når jeg skal ud af landet igen. Turen til Mendoza var igennem Bjergene og noget af det smukkeste jeg har set. Ude i noget der nærmest kan karakteriseres som intethedden sad jeg med næsen klinet op ad ruden og så mælkevejen og den mest lysende måne jeg nogensinde har set, helt vildt smukt. Som sagt ankom vi klokken 5 om morgenen og havde (måske lidt dumt) ikke på forhånd fundet et sted at overnatte. terminalen var tom og ikke en taxa at se. efter at have siddet lidt og ventet og prøvet at spørge os for men kun fået forslag på meget dyre hoteller (300 kr per nat hvilket jo ikke er dyrt efter danske priser men kostbart her) mødte vi en kvinde som udlejede lejligheder og slog til ved en midt i byen til 100 kr pr nat pr person. Vi blev kørt dertil af hendes mand og der var ok pænt og ok rent. Jeg var lige ved at falde i søvn da Marianela med panik i stemmen vækkede mig. ude i køkkenet var en dør der førte ud til gangen - altså som i korridoren i et lejlighedskompleks og den kunne åbnes - og lukkes, men ikke låses. Vi prøvede at få fat i udlejeren men ingen af vores telefoner virkede, så endte med at sætte et kosteskab i spænd. Da vi skulle hjem søndag kunne vi ikke få det ud og det havde vist lavet mærker på døren - OG udlejeren viste os at døren ikke kunne åbnes fra korridoren af - ups. tjae better safe than sorry og der er en betydelig større fokus på sikkerheds issues hernede end jeg er vant til hjemmefra. På døren i lejligheden er 2 låse, 1 sikkerhedskæde og 1 sikkerheds tværstang - og så er opgangen i øvrigt også låst af med gitterport. Jeg har 7-9-13 endnu været forskånet fra ubehagelige oplevelser andet end ham den unge fyr der tog mig på røven under en løbetur, men det er jo efterhånden et par måneder siden. Nå men tilbage til Mendoza: vi sov lidt og gik så ud og fik frokost/morgenmad og tog derefter på en guided turist tur i bus i bedste turist stil men dte var fint ift at se byen, der er helt enormt smuk med gågader hvor store træer giver skygge og hvor der er restaurenter og cafeer, der serverer store bøffer, hvilket vi benyttede os af om aftenen - desværre uden sovs. Savner SÅ meget bernaice sauce, eller flødesauce med svampe, eller peber suace. uhhh jeg skal fråse når jeg kommer til DK. Fredag aften fik jeg lokket Marianela med på kasino men det var nu kun mig der spillede - og tabte, men jeg hyggede mig :). Lørdag stod den på shopping i løbet af dagen og søndag tidligt op og afsted. Det var fedt at se en anden by, der er meget forskellig fra Santiago (tjae det er jo et andet land) og enormt rart at kunne gå med bare ben og stroptop uden at blive begloet af alle og enhver - hvis jeg gør det i Santiago skal jeg forvente fløjt og kommentarer og selvom jeg har vænnet mig til det synes jeg stadig det er irriterende. Men samtidig var det også hårdt at holde ferie udne Morten. På trods af at både Chile og Argentina er relativt meget katolske lande er de unge ikke bange for at gå til dne i offentligheden: de snaver hinanden i gulvet ved busstoppesteder, i parker og på cafeer og ind i mellem havde jeg bare lyst til at råbe "get a room " til dem, men i virkeligheden er jeg nok bare misundelig for skal gerne indrømme at det er længe at være væk fra Morten.

Lige lidt billeder fra turen hjem gennem bjergene - noget af det smukkeste jeg længe har set. Vi var hjemme i Santiago -  selvfølgelig med forsinkelse omkring kl 21 søndag aften. Siden da er tiden gået med at fortsat at forsøge at forøge informantskaren, hvilket er en krævende affære, og har nogle dage bare sagt fuck dte og shoppet eller leget rich kid med en veninde og spist frokost og fået ordnet negle. Nu er der omkring 3 uger til jeg letter og kan se frem til 35 timers rejse inden min ankomst søndag d. 11.12.2011.