Jeg ser ikke nyhederne, jeg oplever dem!

Ønsket om at komme tæt på begivenhedernes gang her i Chile er blev opfyldt til fulde i går da jeg oplevede den ubehagelighed at "smage" tåregas. Det er ikke fordi jeg har kastet mig over livet som aktivist, nej jeg var såmænd bare ude at løbe en tur inden jeg skulle op og handle. Jeg undrede mig godt nok over at en stor vej var spærret af men tænkte ikke nærmere over det indtil jeg så en politibil (salatfads-agtig) i parken - jeg spurgte nogle unge der sad og kiggede på hvad der skete og de sagde at der var protest på universitetet (det ligger ca 3-400 m fra hvor jeg bor). De sagde jeg skulle løbe den anden vej pga balladen og allerede der kunne jeg mærke tåregas i luften (måtte spørge dem om det virkelig var tåregas da jeg heldigvis ikke har været i kontakt med det før), men jeg skulle jo hen og handle. Da jeg havde været det kunne jeg ikke komme den vej jeg kender tilbage så måtte over på den anden side af gaden - i mellemtiden må politiet have smidt mere gas for det var helt umuligt at være på gaden . folk gik med tørklæder op omkring næse og mund, men med mit løbetøj havde jeg ikke rigtigt noget at dække med. Det er simpelthen SÅ ubehageligt: det svider i øjnene, de løber, næsen løber ukontrolleret, det kradser i halsen men værst af alt er næsten at det føles som syre på huden - så selvom jeg gerne ville blive og kigge (det var der en del der gjorde så det ku jeg sikkerhedsmæssigt godt ha gjort) var jeg nødt til at gå hjem og var ved at fare vild på vejen fordi jeg ikke kunne gå den vante vej. Det blev ved i en halv times tid at svide i hovedet og næsen løb ( men er også forkølet) selvfølgelig havde jeg ikke mit kamera på¨mig men har filmet meget rystet fordi jeg gik og lavet  kommentarer på min ipod - har bare ingen ide om hvordan jeg får det på computeren så det må i vente med at se.
Selvom det teknisk set er vinter kom temparaturen i dag op på 25 grader og har sågar fået sol fordi jeg sad i parken og læste - men det var faktisk næsten for varmt i mit vintertøj; mærkeligt som det er skide koldt indenfor og varmt udenfor - mig ikke helt forstå, for mit værelse var stadig koldt der midt på dagen hvor solen var på.
siden sidst har jeg formået:
- at finde ambassaden (det tog 2 timer)
- at tage metro selv ( jeg er bange for metroer især og offentlige transportmidler sådan lidt generelt - er vildt bange for at fare vild)
- at snakke i telefon på spansk
-- skrevet mail på spansk
- at tage på det skønneste marked, hvor - hold nu fast! - der var nogen der spurgte om jeg var model!! jeg svarede på spansk at jeg er for lille og fed til at være model - men der må være noget med mit udseende som skiller mig ud - nok øjnene, har i hvert fald ikke set nogen med blå øjne, men går på den anden side heller ikke og glor efter det - for da jeg var på vej hen til et møde på et universitet her til aften var der en mand der sagde til sin ven "que mujer hermosa" ( hvilken smuk kvinde) da jeg gik forbi. Jeg vendte mig om og sagde gracias og han så helt overrasket ud - tror bestemt ikke han troede jeg ku forstå ham :) Nice boost for selvtilliden dér...


I morgen har jeg ingen planer, hvilket er lidt skræmmende, men har masser af litteratur med så hvis vejret er godt vil jeg gå i parken og læse.

Skriv gerne og fortæl - jeg nyder at høre, hvordan i har det
Knus Ane

Bare fordi man er i Sydamerika behøver Chanel ikke være glemt

Som nævnt er mit værelse ikke så stort, måske 5 m2 så det stiller større krav om oprydning end jeg er vant til, men synes nu egentlig det er ganske hyggeligt. et gammelt Singer symaskinebord som skrivebord og en uundværlig varmeblæser der sørger for jeg ikke fryser om natten (kun om dagen). I dag har det været gråt og regnvejr men igår skinnede solen og var sågar nødt til at købe solbriller til den nette sum af 12 kr. Der er sket rigtigt meget bare her lørdag og søndag og "killingen" bevæger sig ud i den store verden og har eksempelvis overlevet:
- at køre i bus selv (og tanke sådan et buskort "el Bip" op)
- at køre i taxa selv - kunne ikke overskue bussen tilbage fra centrum OG få forhandlet prisen ned med 25 %) NB kommer til at bruge vildt meget på transport fordi jeg bor så langt væk fra centrum og tør simpelthen ikke cykle - de kører ad H til
- at løbe en tur og blive dyttet af 3 gange!!!
- at tage i Jumbo - et dyrt men kæmpestort supermarked a la Bilka - men en pakke philadelphia koster 28 kroner!!! til gengæld har de 5 slags avokadoer :)
- at blive korrekset af en 5 årig i min udtale - hvilket er ret sjovt, barnebarn til hende jeg bor hos
Jeg både overlever og lever og tror på at det hele nok skal ende med at gå godt og at jeg nok skal ende med at snakke udemærket spansk - det er i hvert fald forbedret betydeligt bare på 2 dage! Er dog pænt træt (klokken er 22.15) på grund af alle indtrykkene og kampen for at forstå og for at formulere mig så hopper under dynen og beretter videre en anden dag. NB tror nok det er lykkedes mig at fatte det der med at lægge billeder - applaus om jeg må be´hvis det altså virker :)

Abrazos a todos

En lang rejse er begyndt

Så er jeg i Chile, jeg sidder på lillebitte værelse (ca 6 m2) med limegrønne vægge, lille fodlister og 2 par strømper på for her er pænt koldt. Rejsen var en odysse i stress og personlig udvikling uden lige og tror måske det var godt der ikke var andre med, for så havde jeg sikkert stresset dem. Jeg havde lige kort nok tide i både Amsterdam og Atlanta så jeg måtte i rask trav udfordre den rumlige intelligens og ikke mindst min tålmodighed idet køer og lufthavn har været usigeligt tæt forbundet. Et lille tankeeksperiment: forestil jer at Ane er ankommet til Atlanta lufthavn, klokken er 3 om natten og min rygsæk, som jeg har fået at vide skal være der selvom jeg er i transit, ikke er der. Forestil jer derefter at der er 20 minutter til boarding starter og 200 japanere/kinesere i kø foran Ane og at hun, da hun endelig når frem til en bøst udseende politi-told mand udspørges, får taget fingeraftryk og billed til onkel Sams forbryderalbum. Efter at have ståe i kø i endnu 15 minutter (der er nu 5 minutter til boarding) bipper det da hun går igennem security og hun placeres i et glasbur til skue for alle i køen mens en bøst udseende security fyr råber "female guard to security". er kommer ikke nogen female guard men manden kører en strip over mine hænder og igennem en maskine hvorefter hun "frikendes" og styrter afsted mod gaten - som hun heldigvis fandt i første forsøg. Jeg skal ikke trætte jer med flere lufthavnsskriblerier men blot som en sidebemærkning notere at min rygsæk har været igennem security check og at de åbenbart har beslaglagt eller væksmidt min mors dyre sovepose - PIS. Jeg er nu i Santiago og det har været en meget fyldt dag (klokken er 20.45 herovre).

Marianela (hende jeg bor hos) tegnede et kort til mig her i eftermiddags og jeg gik ud i verden for at finde supermarkedet – jeg føler mig lidt som en kat – den er skræmt og usikker og vil først helst gemme sig under en seng hvor der er varmt og trygt når den første gang tages væk fra moderen, det kendte og det nære, men lige så stille tager den sine omgivelser i besiddelse. Den bevæger sig i cirkler fra det kendte – stadig større cirkler for hver gang den går ud og undersøger alt det nye, med hele sit sanseapparat for til sidst at tage territoriet i besiddelse som sit. Jeg agter ikke at pisse territoriet af som en kat men kan godt lide analogien – på en måde ligger der en tryghed i at når det nu virker for en kattekilling så vil det også kunne virke for mig – det giver mig fornemmelsen af at der er en plan – i det mindste en lille en. Jeg skal huske mig selv på at det er første dag – jeg har trods alt 105 dage mere at løbe på og jeg skal også selv kunne følge med. 

Sprogligt er jeg über udfordret og føler mig frygteligt begrænset - men mon ikke det kommer. Jeg vil snart i seng og håber jeg kan holde varmen. I morgen vil jeg vove mig ind til centrum og søndag har Marianelas datter Aleksandra tilbudt at tage med ind til et museum omhandlende diktaturperioden så det faglige skal nok komme selvom det stadig er meget usikkert hvad f... jeg egentlig skal.

Afrejsen nærmer sig

Så er rejseforsikringen bestilt, billetten printet, vaccinationerne klaret og jeg er begyndt at stakke ting på gulvet i stuen. På nuværende tidspunkt har jeg ingen anelse om, hvordan jeg skal begrænse mig til 20 kilo bagage og 5 i håndbagage - dem der kender mig (og Morten) ved måske at vi plejer at "prinsesse-pakke", dvs. putte alle vores ting i IKEA sække og smide det ind i Hodja (bilen). Det kan jeg ikke rigtigt gøre denne gang, så er kognitivt udfordret - det er vist noget med den rumlige intelligens :).
Den seneste uge har været noget hektisk, da "Tulle" - min computer - valgte at bryde sammen, så jeg i al hast måtte misbruge det rødglødende dankort og ud at købe en ny com, der nu har fået navnet "Lulu" og som forhåbentlig viser sig at blive en god kommende feltnote, speciale og siden hen jobansøgnings-makker. Opgaverne på to-do listen svinder lige så stille, hvilket de naturligvis også helst skulle, men det gør afrejsen mere virkelig. Jeg har desværre ikke nået at sige personligt farvel til alle, men håber meget I vil skrive og fortælle hvad der sker herhjemme, jeg regner med at det er muligt at få fat i noget trådløst netværk, så jeg ikke uden kommunikationslinjer (Mit mobilnummer lukkes, men jeg får sandsynligvis et chilensk).
Til de der har udbrudt "årh hvor fedt, du skal ned i varmen" må jeg skuffe jer (eller glæde alt efter hvordan man ser på det) - vejret på fredag, hvor jeg ankommer er 12 grader, overskyet og byger og så sent som i denne uge, har det været frostvejr om natten! Jeg skal være ærlig og erkende at det havde jeg ikke helt lige regnet med, men det bliver heldigvis bedre hen over efteråret, men jeg kommer altså ikke solbrun hjem.
Jeg vil prøve at få lagt billeder herind også, men nu må vi se, det tekniske er jo ikke min spidskompetence - apropos kompetencer glæder jeg mig til, men er også en smule nervøs over, at skulle "ud i virkeligheden og lege antropolog" - udfordringerne skal nok være tilstede og jeg skal gøre mit bedste for at berette om min færden ude i den store verden.

Rejseforberedelser

Der er godt nok meget jeg lige pludselig skal nå - mange dejlige mennesker jeg gerne vil nå at se inden afrejsen d. 25.8 - rejseforsikring, vacciner og alt det andet praktiske. Samtidig prøver jeg at øge mit faglige kendskab til emnet og landet bare en lille bitte smule, så jeg ikke havner helt blank i Santiago. Glæder mig, men skal gerne indrømme at jeg også er en smule nervøs - det bliver vildt at skulle være afsted længere end jeg før har prøvet....