Så er jeg i Chile, jeg sidder på lillebitte værelse (ca 6 m2) med limegrønne vægge, lille fodlister og 2 par strømper på for her er pænt koldt. Rejsen var en odysse i stress og personlig udvikling uden lige og tror måske det var godt der ikke var andre med, for så havde jeg sikkert stresset dem. Jeg havde lige kort nok tide i både Amsterdam og Atlanta så jeg måtte i rask trav udfordre den rumlige intelligens og ikke mindst min tålmodighed idet køer og lufthavn har været usigeligt tæt forbundet. Et lille tankeeksperiment: forestil jer at Ane er ankommet til Atlanta lufthavn, klokken er 3 om natten og min rygsæk, som jeg har fået at vide skal være der selvom jeg er i transit, ikke er der. Forestil jer derefter at der er 20 minutter til boarding starter og 200 japanere/kinesere i kø foran Ane og at hun, da hun endelig når frem til en bøst udseende politi-told mand udspørges, får taget fingeraftryk og billed til onkel Sams forbryderalbum. Efter at have ståe i kø i endnu 15 minutter (der er nu 5 minutter til boarding) bipper det da hun går igennem security og hun placeres i et glasbur til skue for alle i køen mens en bøst udseende security fyr råber "female guard to security". er kommer ikke nogen female guard men manden kører en strip over mine hænder og igennem en maskine hvorefter hun "frikendes" og styrter afsted mod gaten - som hun heldigvis fandt i første forsøg. Jeg skal ikke trætte jer med flere lufthavnsskriblerier men blot som en sidebemærkning notere at min rygsæk har været igennem security check og at de åbenbart har beslaglagt eller væksmidt min mors dyre sovepose - PIS. Jeg er nu i Santiago og det har været en meget fyldt dag (klokken er 20.45 herovre).
Marianela (hende jeg bor hos) tegnede et kort til mig her i eftermiddags og jeg gik ud i verden for at finde supermarkedet – jeg føler mig lidt som en kat – den er skræmt og usikker og vil først helst gemme sig under en seng hvor der er varmt og trygt når den første gang tages væk fra moderen, det kendte og det nære, men lige så stille tager den sine omgivelser i besiddelse. Den bevæger sig i cirkler fra det kendte – stadig større cirkler for hver gang den går ud og undersøger alt det nye, med hele sit sanseapparat for til sidst at tage territoriet i besiddelse som sit. Jeg agter ikke at pisse territoriet af som en kat men kan godt lide analogien – på en måde ligger der en tryghed i at når det nu virker for en kattekilling så vil det også kunne virke for mig – det giver mig fornemmelsen af at der er en plan – i det mindste en lille en. Jeg skal huske mig selv på at det er første dag – jeg har trods alt 105 dage mere at løbe på og jeg skal også selv kunne følge med.
Sprogligt er jeg über udfordret og føler mig frygteligt begrænset - men mon ikke det kommer. Jeg vil snart i seng og håber jeg kan holde varmen. I morgen vil jeg vove mig ind til centrum og søndag har Marianelas datter Aleksandra tilbudt at tage med ind til et museum omhandlende diktaturperioden så det faglige skal nok komme selvom det stadig er meget usikkert hvad f... jeg egentlig skal.
Minder mig om den gang jeg blev konfronteret med maskingeværsbærende tyske vagter i Frankfurt lufthavn, fordi jeg havde købt en flaske vodka til en russer, der ikke havde et boardingpas til et fly der skulle lette inden for 12 timer, og det var længe før terrorpakker og andet godt.
SvarSlet/Ivajlo