En oplevelse rigere

Puha mange indtryk – skal prøve at få det hele ned men det bliver sikkert noget rod. Jeg er nu hjemme og træt i fødderne men glad for at have  været med – Dagen startede roligt med strejke; march med enormt mange mennesker (vil se i nyhederne hvor mange senere i dag, men mange mange tusind), bannere, musik og god stemning sammen med Alexandra, Amalia og (Alexandras datter på 6 år) og en af hendes veninder. Efter et par timer skulle Alexandra på arbejde men veninden og jeg fortsatte til den park hvor strejken endte hvor der var musik og taler. Efter en halv times tid der gik vi lidt væk fra mylderet for at se os omkring (og jeg skulle have noget at spise). Da vi kom lidt ud fra mylderet  kunne vi se at der var noget i gære nede for enden – Veninden spurgte om jeg gerne ville tættere på og det ville jeg jo gerne – vi nåede at gå sådan ca 10 m før folk begyndte at løbe mod os – og hun greb min hånd og sagde jeg skulle løbe, hvilket er lidt svært med den forstuvede fo men hun skyndede på mig. Vi kunne se et stort militærkøretøj smide med vand og (det kunne vi mærke) tåregas; som det fremgår af nedenstående billede
Vi løb ind på et universitet sammen med en masse andre med dækkede næser og munde. Efter 5 min begyndte folk at gå ud igen stille og roligt men hurtigt begyndte de igen at løbe væk fra militærkøretøjet, der nærmede sig – mine hænder rystede af adrenalin men jeg var ikke bange – bare spændt. Min "guide" sagde vi skulle gå for her var ikke sikkert idet det nok var her den hårde kerne af studerende kunne finde på at barrikadere sig. Vi gik ud og stod henne ved hjørnet –tåregassen var ikke slem -  sådan lidt kriller i næsten og irriterede øjne men slet ikke som det jeg har prøvet hernede førhvor det var sindsygt ubehageligt – det var ok ro på – vi ku se køretøjet ca 100-150 meter væk – pludselig begyndte folk at løbe omkring hjørnet og vi løb med – sagtnede farten og gik op ad gaden – men så så vi et militærkæretøj ca 100 m foran os sprøjte med tåregas – der blev nærmest paniktilstand og veninden (som jeg her lader være anonym) råbte a la esquina a la esquina  (til hjørnet, til hjørnet)– vi løb hen i et hjørne og folk trykkede sig sammen – nogle prøvede at kravle op ad bygningen og nogle løb ind i en butik hvor manden havde åbnet skodderne . Jeg var lidt nervøs for om politiet ville lave en knibtangs manøvre og fange os alle sammen a la nørrebro. Ved siden af os var nogle piger der må have været i mere nærkontakt med tåregassen end os for deres øjne og næser løb, de var røde i hovederne og meget ophidsede. Vi ventede vel 5 minutter og gik så hen ad gaden væk fra parken – igen måtte vi løbe lidt – fordi der bag os blev skudt mere tåregas af. Da vi kom hen for enden af gaden hvor de før havde skudt gas af kunne vi se 1 carabiniero (politiet) kassevogn, 2 mindre armygrønne pansrede køretøjer og 1 stor vogn til arrestanter – jeg tog billeder men Veninden skyndede på mig. Som man kan se af det noget slørede billed er tåregas noget der ikke er sjældenhed ved demonstrationer - det er simpelthen bare den måde politiet rydder dem på og derfor er en del af de tilstedeværende også forberedte!

 Flere gange i løbet af dagen tog jeg mig selv i at prøve at få hende til at vente og se – men måtte jo stole på at hun vidste hvad vi skulle gøre – gad vide hvad jeg havde gjort/hvad der var sket hvis jeg var alene – følte mig meget som en del af det der skete og at det var rigtigt at jeg var der – det var helt vildt spændene og selvom det ikke er de studerende der er objekt for mit feltarbejde siger det noget om konteksten jeg befinder mig i (bare rolig; der er stille her hvor jeg bor). Vi kom efter et stykke tid hen til la alameda (hovedvejen igennem centrum) og der havde studerende fra strejken stoppet trafikken hen mod la moneda (præsidentpaladset - der i øvrigt bombet under kuppet i 1973 og der hvor Salvador Allende døde) – de stod på vejen og holdt busser osv tilbage – vi stod 50-100 m væk og så på – en politibil kom og kørte med ca 40 km i timen bare igennem så folk måtte springe til side – derefter gik der lidt tid og vi kunne se kampklædte betjente med skjodle henne på et andet hjørne – de begyndte at bevæge sig og gruppen af studerende opløstes og de løb forbi os - der blev kastet genstande, flasker og andre ting mod politibetjentene og køretøjerne – veninden greb min hånd og sagde vi skulle løbe – igen tænkte jeg øv og at der ikke kunne ske os noget inde ved stoppestedet. Vi kom et stykke væk og flere militærkøretøjer kom kørende forbi – men det var en mærkelig flad fornemmelse at det var slut. Vi gik hen til Universidad de Chile hvor der er slået 4 små telte op – som på roskilde  – vi skrev begge under på støtte til de studerende der nu har sultestrejket i 65 dage og jeg gav nogle mønter. Det gjorde ondt i maven at vide at de ikke har spist i over 2 måneder – jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre – og de er kun 16-167 år!!  De sultestrejkende lå og sov og vi så dem ikke – heldigvis tænkte jeg næsten – er ikke sikker på jeg ville kunne bære det!
Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg har noget med demonstrationer - jeg kan blive helt høj af fællesskabsfølelsen og kender nu nogle få af slagordene - samtidig støtter jeg op om de studerendes krav om bedre og gratis uddannelse - jeg tænker tit på, hvor heldig jeg er, at jeg kun har lån på 180.000 når jeg er færdig og ikke 400.000!

Grundlæggende føler jeg mig rigtigt godt tilpas her, jeg nyder at opleve - jeg glæder mig og er spændt på første interview i morgen og synes indimellem tiden går lige hurtigt nok. Prøvede at uploade en video fra i dag men det lader sig desværre ikke gøre, da formatet ikke duer til denne blog, men håber i har kunnet fornemme lidt af stemningen. Knus Ane

Den beskidte Gringa i svømmehallen

Tror lige jeg har haft en af de mest ubehagelige oplevelser på min rejse indtil videre - ubehagelig på en anden måde end mistet sovepose og tåregas. Da jeg ikke kan løbe havde jeg besluttet at tage i svømmehallen og efter at have købt billetter i går skulle det så være her til morgen. Hvad jeg ikke vidste var, at udstyrskravene er lidt anderledes end i dk.

Det startede med at dame i omklædningsrummet kiggede mærkeligt på mig og spurgte om jeg da ikke havde badesandaler - for man forurenede jo vandet med sine beskidte fødder når man gik fra gangen og ind i svømmehallen - nej det havde jeg ikke men jeg sagde jeg ville købe nogen inden næste gang. Da jeg kom ind i svømmehallen og begyndte at svømme kunne jeg godt se at der var forskel på mig og alle de andre 40-50 mennesker i bassinet:
1) jeg trak gennemsnitsalderen og ikke mindst gennemsnitsvægten betydeligt ned idet størstedelen af forsamlingen var midaldrende/gamle mennesker med lidt ekstra på sidebenene.
2) jeg ejer ikke en badedragt og har ikke gjort det i 10 år og min fine røde bikini var måske nok en kende mere strandagtig end de andres outfit
3) Det vigtigste af alt: jeg bar ikke BADEHÆTTE - denne klamme, ubehagelige plasticdims som jeg ikke har iført mig i noget der ligner 15 år er åbenbart påkrævet her og min manglende badehætte blev da også genstand for megen opmærksomhed; i løbet af de 25 minutter jeg var i vandet kom 6 mennesker hen til mig og sagde at jeg altså skulle have en - jeg smilede pænt og sagde jeg ville købe en men endte efterhånden med at blive rigtigt irriteret og føle at alle kiggede på mig og at jeg hørte ordet badehætte på spansk hele tiden - det var faktisk ret ubehageligt. Efter 20 minutter kom bademesteren hen til kanten hvor jeg stod og sagde til mig at jeg skulle have en badehætte - han var rigtigt flink og sagde det var ok for i dag men at jeg skulle købe en til næste gang - en mand blandede sig men jeg fattede ikke hvad han sagde. Jeg lovede jeg ville købe en og svømmede en bane mere, men havde det ikke ret godt og besluttede mig for at nu ville jeg ikke "forurene" vandet mere - følte virkelig at jeg var et forstyrrende element - så gik op og på vej ud spurgte bademesteren om jeg var færdig - jeg valgte at være ærlig og sagde at jeg følte alle kiggede på mig så jeg ville vende tilbage med en badehætte en anden dag.
Og hvad kan jeg så lære af dette???
Jeg ved fra forskellige mennesker jeg har snakket med at Chilenerne er meget optaget af ikke at blive syge (der er apoteker på hvert andet gadehjørne) så det giver mening at de finder det forstyrrende når jeg ikke opretholder standarterne forbundet med hygiejne i bassinet - det skal dog hertil siges at de kvinder jeg så i omklædningsrummet havde deres badetøj på under tøjet og ikke tog det af og vaskede sig inden de gik ind i bassinet - hvilke jeg (efter danske standarter) vil mene er uhygiejnisk. Derudover har jeg læst mig frem til at en af standarterne for "det gode menneske" her er et menneske med orden i sagerne - man kan således sige at jeg repræsenterede en "uorden" og dermed ikke var velkommen i det gode selskab - det var i hvert fald det jeg følte! Så summa summarum - mega ubehageligt, men lærerigt og i morgen vil jeg købe både badesandaler og badehætte - en rød en hvis jeg kan finde det bare for at provokere lidt :) Nu vil jeg tage på marked og købe ind, til undervisning kl 14 og igen til foredrag kl 18 - i morgen er der strejke - men det er uvist hvor stor den bliver, men med dte skal jeg i hvert fald.

Billeder

Her kan man se en let blodunderløben forstuvet ankel og måske også ane at der hvor der burde være en ankelknogle er der bare en omgang hævet kød - pretty eh?

Lidt kønnere billed men begrundet i tragiske omstændigheder. Jeg var til en "velaton" en lysceremoni sammen med Marianela på årsdagen for militærets kup d. 11.september foran national stadiummet der blev brugt som fængsel, henrettelses og tortursted under diktaturet. På væggen over lysene hænger billeder af savnede, hvor man aldrig har fundet dem eller resterne af dem om man så må sige. Det var fint, men også lidt sært for arrangørerne havde valgt at sætte diskolys op på scenen så talerne så ud som om de blev blændet og deres hoveder var oplyst af farvet lys.

Her til sidst et billede af gårsdagens indkøb på markedet. Samlet pris ca. 65 kroner - det synes jeg er ok for 5 bananer, 350 g jordbær, 1 brocoli, 2 agurker, 2 tomater, 1 peberfrugt, 3 avokadoer og 3 citroner og 2 squash. De handlende griner lidt ad mine små mængder men det kan jeg heldigvis godt overkomme og griner bare med. Man kan i øvrigt for noget der ligner 5-6 forskellige slags avokadoer - ned til 12 kr for et kilo, de her er noget dyrere men eksperimenterer lidt med hvilke jeg bedst kan lide.

Lorte fod

Det der med at holde sig i from ved at dyrke sport er en dårlig ide - så er det sagt!!! i Mandags da jeg var ude at løbe på de slidte fortove angreb et ekstra slidt fortov mig så jeg oplevede få sekunders flyvetur - landede på højre knæ og hånd og først kom op 5 minutter efter. Anklen er forstuvet og knæet skrammet som hos et børnehavebarn, men hånden overlede og det gør jeg også - er bare mega irriteret for nu er jeg både begrænset sprogligt og fysisk. Til gengæld overlevede jeg en tur på noget der minder om en skadestue og den beretning må i hellere få: Efter at jeg havde tjekket med Gouda rejseforsikring at de også dækkede tåbelige skandinavers forsøg på at blive fit tog jeg over på "Urgencia" sammen med Marianela (hende jeg bor hos) vi var nødt til at tage en taxa de 500 m for kunne på daværende tidspunkt næsten ikke støtte på den. Vi sad i en ventesal med omkring 40 andre mennekser og efter et kvarters tid blev jeg kaldt ind sammen med 4 andre. Vi kom ind i hvad jeg tror var en sygepljerskes kontor (Marianela måtte ikke gå med, selvom vi prøvede at forklare at jeg ikke ku spansk) her tog hun på tur vores puls og blodtryk. Det var meget ubehageligt at få det gjort foran andre selvom det ikke var noget med at smide tøjet eller noget - men kan godt mærke jeg er vant til at kroppen er et privat anliggende - især når den ikke virker. Så kom jeg ud i venterummet igen og ventede i 20 minutter hvorefter jeg blev kaldt ind og denne gang vist ind på en stue med 6 blå plasticbrikse adskilt af forhæng. I det ene af forhængsrummene var forhænget ikke trukket for og der lå en gammel dame med drop i armen - meget ubehageligt at se på. Jeg priste mig lykkelig for at det bare var den skide ankel og ikke noget af mere privat karakter - hvis det sker tager jeg sku på privathospital! Nå men der sad jeg så på min briks og tænkte at jeg da ligeså godt kunne tage noter mens jeg ventede (Man er vel på feltarbejde). Mens jeg lå der kunne jeg høre lægen snakke med en kvinde bag forhænget ved siden af - de snakkede om bræk og diarré - pænt klamt. Efter 20 minutter kom der en læge der brugte 30 sekunder på at kigge på min fod og spørge hvad der var sket - så skrev han noget ned på et stykke papir med mit navn på og bad mig vente. Så ventede jeg igen indtil en matrone af en sygeplejerske kom ind, pegede på mig og på sin balle og sagde noget jeg ikke forstod - jeg rystede på hovedet og sagde at det var foden den var gal med og hun sagde "injection anti-inflammatorie " og gik igen. Jeg fik mega hjertebanken og overvejede at sige, nej jeg skal ikke ha nogen indsprøjtning jeg har bare forstuvet ankelen men gjorde det ikke. Hun kom ind og stak mig og efter ca 30 sekunder var jeg ved at dejse om. Jeg har det sidste halve år oplevet at blive ret dårlig ved vaccinationer og det toppede da her. jeg var nødt til at kravle op på briksen og hver gang jeg prøvede t sætte endsige rejse mig op måtte jeg ned igen - det er lidt som at have de ondeste tømmermænd; hele verden kører rundt, jeg føler jeg skal kaste op og koldsveder og bliver stakåndet. Så der lå jeg indtil 2 meget gamle damer kom ind på stuen og jeg hørte sygeplejersken sige " når hun går kan i komme til" - jeg tænkte at jeg ikke kunne være bekendt at optage pladsen og vaklede støttet til væggen ud i venterummet igen. Derefter gik vi på apoteket og købte nogle piller jeg ikke ved hvad er. Det gik med anklen igår, men i dag vrikkede jeg rundt igen fordi jeg var nødt til at gå på græs (for at komme forbi gamle damer) så nu gør det mega ondt.
Jeg er endnu ikke kommet rigtigt i gang med det faglige så samler bare kontekst materiale og indtryk og det er ved at være noget frustrerende. Jeg sidder lige nu i min seng og spiser (dårlig) sushi og har lidt ondt af mig selv, men satser på at alting er bedre i morgen og har som altid min galgen humor med mig til at håndtere livet med. jeg vil prøve senere at vedhæfte et billede af den fine og lettere blå ankel.

Stort knus fra mig

Facebook-rehab-overvejelser og begrebet "netværk"s betydning

Jeg har egentlig været overrasket over at jeg ikke har savnet mere - forstået på den måde at det har ikke været så svært de første 10 dage som jeg havde frygtet men så i denne uge kom der lige nogle lidt hårde dage - takker hvad der nu end findes mellem himmel og jord for Skype og Facebook og overvejer om jeg skal på Facebook-rehab når jeg kommer hjem!
Jeg er for alvor ved at falde til - kan tale mere spansk (men stadig ikke nok), har taget metro flere gange selv, får ikke længere ekstrem hjertebanken når jeg skal med bussen og har udvidet løberuten. mandag og tirsdag var jeg mest hjemme og læse, havde brug for nogle rolige dage og det er egentlig meget rart at få læst noget faglitteratur - det holder mig fast i min faglighed og gør at jeg bliver bedre til at finde fokus. For fokus det er der brug for - især når man sådan finder du af at man lidt har tænkt sig at skifte emne - OG lige pludselig skrive på engelsk - hvilket jeg ikke har gjort siden 2. G og det er altså tilbage i 2004!
Hvilket fører mig frem til begrebet netværk, der materialiserer sig som et fysisk element for mig hernede. Min mor skrev til mig at min moster kendte en psykolog der boede her i Santiago - jeg får taget kontakt via mail og telefon og vi mødes på hans arbejde - en psykologiklinik han er leder af ved et af universiteterne inde i byen - det viser sig så at Julio som han hedder har boet i DK i 20 år - snakker perfekt dansk, har undervist på KU (og dermed også været vejleder) og nu føler han har et ansvar for mig OG i øvrigt kan kende mig fra min mosters bryllup, hvor jeg var brudepige for omkring 15 år siden! Jeg er derfor i gang med at skrive ny projektbeskrivelse, hvilket er udfordrende at gøre når man ikke har adgang til et bibliotek. Desuden skal jeg tirsdag mødes med en antropolog fra KU der arbejder hernede på et universitet inde i byen - ved ikke om hun hjælpe mig, men om ikke andet tænker jeg at det kan blive hyggeligt og nyder de stunder hvor jeg ikke skal kæmpe for at følge med sprogligt.
Efter at have mødtes på Julio i tirsdags var der i psykologiklinikken foredrag om drømmetydning og Freud i den kliniske praksis, så det blev jeg da lige og hørte - naturligvis på spansk eftersom ingen, heller ikke unge mennesker taler engelsk. Jeg prøver at springe til hvor jeg kan og eftersom det i morgen er d. 11. september (ja Chile har også en 11. september - dagen for militærets overtagelse i 1973) skal jeg med ud på en march og til  noget lysceremoni - bevæbnet med diktafon og kamera og kondisko. Igår var jeg til en international (selvfølgelig på spansk) konference om "memorias en construccion" og har efterhånden en liste på 20 bøger jeg gerne ville ha fat i - så overvejer om man kan snyde Amazon til at sende dem gratis til  mig. Så det er sådan set ikke fordi jeg keder mig, men jeg savner det at slappe af sammen med andre mennesker for kan ikke helt slappe af når jeg skal tale spansk. Og så savner jeg et knus, for selvom man kindkysser hernede er det jo ikke ligefrem det samme - jeg har ikke fået et rigtigt knus i 15 dage nu. Klokken er ved at være 22.40 og selvom det er lørdag aften vil jeg begynde de indledende forberedelser (det betyder at jeg måske sover om 1,5 time) til at gå i seng, så jeg kan være frisk til omgang hop over hækken med panserne når de vil arrestere mig for at være med blandt ballademagerne i marchen i morgen - spøg til side, jeg har lovet min mutti at opføre mig pænt, så det satser jeg på at gøre, men som jeg jo allerede har oplevet kan man jo tilsyneladende få tåregas bare fordi man skal ud at handle!
Jeg håber i har det godt allesammen :)

Blandede fotos

De Fantastisk smukke Andesbjerge øst for Santiago - det øverste billed er en lidt dårlig udgave af hvor flot det er om aftenen i solnedgang. Det er desværre blevet koldt igen (14 grader om dagen og minus 2 om natten så tæerne er ved at fryse af, for der er kun 1 stik der virker på værelset så må vælge mellem varmeblæser om computer og computeren (Lullu) vinder som regel!

I dag og igår var jeg i Parque por la Paz (parken for fred) som ligger på den grund hvor torturcentret Villa Grimaldi lå. Inden overgangen til demokrati blev bygningerne, hvorigennem omkring 4.500 havde gået og minimum 227 mistet livet, revet ned af militæret for at skjule beviser. I dag er det lavet om til et mindested, med bl.a. skulpturer - en væg hvor navnene på de dræbte er skrevet og en mindelund og en rosenhave. Rosenhaven var der også da stedet blev benyttet som torturcenter, men det er nye roser, da de oprindelige også blev ødelagt af militæret. Hver enkelt rose symboliserer en kvinde der døde her ( mener jeg nok, har så mange data i hovedet) og navnene er som det ses på billederne placeret ved hver rose. Jeg syntes selve parken var for overlæsset, men rosenlunden rørte mig - det bliver så konkret når hvert navn står der i de afklippede roser. Håber jeg kan nå at se dem blomstre senere på året.

Til sidst en lille kuriositet på den vej jeg bor på - havde overvejet at købe en cykel for at spare penge på transport men det er simpelthen for farligt - se selv nedenfor hvad der tilsyneladende er fart guideline i farlige sving!

Det var alt for nu, jeg har spist sushi - pænt ringe, er i gang med at vaske tøj og i morgen skal jeg til fødselsdag hos Alexandra - Datteren til hende jeg bor hos - forinden vil jeg bage kanelsnegle i en gasovn!