En oplevelse rigere

Puha mange indtryk – skal prøve at få det hele ned men det bliver sikkert noget rod. Jeg er nu hjemme og træt i fødderne men glad for at have  været med – Dagen startede roligt med strejke; march med enormt mange mennesker (vil se i nyhederne hvor mange senere i dag, men mange mange tusind), bannere, musik og god stemning sammen med Alexandra, Amalia og (Alexandras datter på 6 år) og en af hendes veninder. Efter et par timer skulle Alexandra på arbejde men veninden og jeg fortsatte til den park hvor strejken endte hvor der var musik og taler. Efter en halv times tid der gik vi lidt væk fra mylderet for at se os omkring (og jeg skulle have noget at spise). Da vi kom lidt ud fra mylderet  kunne vi se at der var noget i gære nede for enden – Veninden spurgte om jeg gerne ville tættere på og det ville jeg jo gerne – vi nåede at gå sådan ca 10 m før folk begyndte at løbe mod os – og hun greb min hånd og sagde jeg skulle løbe, hvilket er lidt svært med den forstuvede fo men hun skyndede på mig. Vi kunne se et stort militærkøretøj smide med vand og (det kunne vi mærke) tåregas; som det fremgår af nedenstående billede
Vi løb ind på et universitet sammen med en masse andre med dækkede næser og munde. Efter 5 min begyndte folk at gå ud igen stille og roligt men hurtigt begyndte de igen at løbe væk fra militærkøretøjet, der nærmede sig – mine hænder rystede af adrenalin men jeg var ikke bange – bare spændt. Min "guide" sagde vi skulle gå for her var ikke sikkert idet det nok var her den hårde kerne af studerende kunne finde på at barrikadere sig. Vi gik ud og stod henne ved hjørnet –tåregassen var ikke slem -  sådan lidt kriller i næsten og irriterede øjne men slet ikke som det jeg har prøvet hernede førhvor det var sindsygt ubehageligt – det var ok ro på – vi ku se køretøjet ca 100-150 meter væk – pludselig begyndte folk at løbe omkring hjørnet og vi løb med – sagtnede farten og gik op ad gaden – men så så vi et militærkæretøj ca 100 m foran os sprøjte med tåregas – der blev nærmest paniktilstand og veninden (som jeg her lader være anonym) råbte a la esquina a la esquina  (til hjørnet, til hjørnet)– vi løb hen i et hjørne og folk trykkede sig sammen – nogle prøvede at kravle op ad bygningen og nogle løb ind i en butik hvor manden havde åbnet skodderne . Jeg var lidt nervøs for om politiet ville lave en knibtangs manøvre og fange os alle sammen a la nørrebro. Ved siden af os var nogle piger der må have været i mere nærkontakt med tåregassen end os for deres øjne og næser løb, de var røde i hovederne og meget ophidsede. Vi ventede vel 5 minutter og gik så hen ad gaden væk fra parken – igen måtte vi løbe lidt – fordi der bag os blev skudt mere tåregas af. Da vi kom hen for enden af gaden hvor de før havde skudt gas af kunne vi se 1 carabiniero (politiet) kassevogn, 2 mindre armygrønne pansrede køretøjer og 1 stor vogn til arrestanter – jeg tog billeder men Veninden skyndede på mig. Som man kan se af det noget slørede billed er tåregas noget der ikke er sjældenhed ved demonstrationer - det er simpelthen bare den måde politiet rydder dem på og derfor er en del af de tilstedeværende også forberedte!

 Flere gange i løbet af dagen tog jeg mig selv i at prøve at få hende til at vente og se – men måtte jo stole på at hun vidste hvad vi skulle gøre – gad vide hvad jeg havde gjort/hvad der var sket hvis jeg var alene – følte mig meget som en del af det der skete og at det var rigtigt at jeg var der – det var helt vildt spændene og selvom det ikke er de studerende der er objekt for mit feltarbejde siger det noget om konteksten jeg befinder mig i (bare rolig; der er stille her hvor jeg bor). Vi kom efter et stykke tid hen til la alameda (hovedvejen igennem centrum) og der havde studerende fra strejken stoppet trafikken hen mod la moneda (præsidentpaladset - der i øvrigt bombet under kuppet i 1973 og der hvor Salvador Allende døde) – de stod på vejen og holdt busser osv tilbage – vi stod 50-100 m væk og så på – en politibil kom og kørte med ca 40 km i timen bare igennem så folk måtte springe til side – derefter gik der lidt tid og vi kunne se kampklædte betjente med skjodle henne på et andet hjørne – de begyndte at bevæge sig og gruppen af studerende opløstes og de løb forbi os - der blev kastet genstande, flasker og andre ting mod politibetjentene og køretøjerne – veninden greb min hånd og sagde vi skulle løbe – igen tænkte jeg øv og at der ikke kunne ske os noget inde ved stoppestedet. Vi kom et stykke væk og flere militærkøretøjer kom kørende forbi – men det var en mærkelig flad fornemmelse at det var slut. Vi gik hen til Universidad de Chile hvor der er slået 4 små telte op – som på roskilde  – vi skrev begge under på støtte til de studerende der nu har sultestrejket i 65 dage og jeg gav nogle mønter. Det gjorde ondt i maven at vide at de ikke har spist i over 2 måneder – jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre – og de er kun 16-167 år!!  De sultestrejkende lå og sov og vi så dem ikke – heldigvis tænkte jeg næsten – er ikke sikker på jeg ville kunne bære det!
Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg har noget med demonstrationer - jeg kan blive helt høj af fællesskabsfølelsen og kender nu nogle få af slagordene - samtidig støtter jeg op om de studerendes krav om bedre og gratis uddannelse - jeg tænker tit på, hvor heldig jeg er, at jeg kun har lån på 180.000 når jeg er færdig og ikke 400.000!

Grundlæggende føler jeg mig rigtigt godt tilpas her, jeg nyder at opleve - jeg glæder mig og er spændt på første interview i morgen og synes indimellem tiden går lige hurtigt nok. Prøvede at uploade en video fra i dag men det lader sig desværre ikke gøre, da formatet ikke duer til denne blog, men håber i har kunnet fornemme lidt af stemningen. Knus Ane