Hola Dinamarca, Ciao Chile

Så bliver det sidste blogindlæg (dog med forbehold for at bruge bloggen som overspringshandling de næste mange måneder!). Jeg sidder og hænger ud, eller hvad det nu hedder, i Atlanta lufthavn, los Estados Unidos på 7. time og mangler stadig små 5 timer inden jeg flyver mod Holland. Ja det er en kæmpe lufthavn men det er stadig ikke lykkedes mig at finde et par strømpebukser, og den er faktisk alt i alt en kende kedelig. En sjov detalje er at jeg tog mig selv i at lægge mærke til at jeg ikke får nogen beundrende blikke fra mænd (hvilket giver meget god mening eftersom renderne under øjnene er lige synlige nok til at gå for at være en omgang smokey eyes, jeg er rød i hovedet fordi der er varmt her indenfor og fordi jeg ikke kan tåle alt den airkondition og jeg har spildt caesar salad dressing på min lyse bluse) - men det er noget af en forandring fra santiago hvor jeg nærmest har gemt mig indimellem og har udviklet en vane med at gå krumrygget for at skjule hvo høj jeg er i forhold til chilenerne som er lavere i gennemsnit end vi er i dk. Så sig lige til mig at jeg skal rette ryggen for det ser frygteligt ud.
Jeg vil gerne beklage min noget svingende indsats med at opdatere jer; de sidste to uger har været de travleste - både med farvel-ting-og-sager men ikke mindst fordi jeg fik et faglig breakthrough og fik lavet en del gode ting de sidste to uger - så har lidt mere ro på ift specialet - som apropos er udsat lidt da jeg lige skal et smut til Holland i Januar - eller dvs. 3 uger! Jeg har sagt til Morten at 3 uger jo ingenting er ift 3,5 mdr men jeg forstod ikke rigtigt hans mumlende svar ;-) Jeg skal deltage i et program på universitetet i Utrecht om Risk societies and cosmopolitanism og glæder mig helt vildt men er også lidt skræmt da det egentlig mest er for phd studerende og det kan jeg jo ikke ligefrem bryste mig af at være, men spændende bliver det.
Det var meget mærkeligt at sige farvel til "min chilenske familie" men jeg har det lidt sådan at det er slet ikke en option ikke at komme tilbage til Chile og det gjorde det nemmere for mig at forholde mig til afskeden i går aftes, men stadig ikke sjovt. En lidt hård flyvetur med ekstremt ringe sæder der nærmest ikke kunne lægges tilbage så hele min krop brokker sig lige nu og håber jeg kan få noget søvn på næste flyvetur så jeg ikke kommer max kvadret hjem. Man kan godt sove her i lufthavnen men det koster 30 dollars for 1 time og så meget synes jeg altså heller ikke at min søvn er værd. Lige nu prøver jeg at finde ud af om jeg skal have sushi eller noget rigtigt klamt friteret noget med masser af ost at spise - havde lovet mig selv at jeg måtte købe lige det mad jeg havde lyst til men bliver så alligevel lidt nærig... hvilket nok er meget fornuftigt når man ser på kontoens status. Til gengæld slipper jeg for enhver antropologs mareridt: transskription som jeg (fesent nok) har betalt mig fra med det udemærkede og sandfærdige argument at jeg simpelthen ikke selv ville kunne det - har dog kun fået transskriberet primære interviews og har omkring 10 timer sekundært materiale jeg skal have gjort noget ved også - havde troet jeg lige kunne læse en del på turen og lige skrive lidt også men med 4 timers søvn er der ikke så mange vågne hjerneceller så har mest gået rundt og kigget - læst lidt i en krimi og undret mig over hvor sjovt folk taler - det er sydstatsaccent for alle pengene og når jeg så selv åbner munden er det halvt på spansk og halvt på engelsk det der kommer ud. Jeg må bestemt have udviklet min hjerne helt enormt af dagligt at jonglere med 3 sprog. derudover har dte været sjovt i denne uge at lytte de seneste interviews lidt igennem og sammenligne med de første - ved de første krummer jeg tæer af at høre på mit hakkende spansk og i de sidste kan jeg tydeligt høre at det er mere flydende og der er et godt flow i det - nogle gange har jeg taget mig selv i at snakke for meget så det blev mere en samtale end et interview - hvilket også kan være fint nok nogle gange- men det hænger simpelthen sammen med så meget akkumuleret viden jeg har lyst til at diskutere og så får jeg lavet spørgsmål der er flettet ind i mine betragtninger om kontekst så når jeg har snakket 4 min har informanten glemt hvad jeg spurgte om - det er sjovt at høre udviklingen helt konkret på interviewene.

Jeg lander i morgen søndag om eftermiddagen, men det er muligt jeg slukker telefonen så bliv ikke bekymrede hvis ikke i kan få fat i mig, men tror jeg er lidt træt på det tidspunkt. I det hele taget vil jeg sige at det godt kan være jeg ikke er så opsøgende - har været max opsøgende under hele  feltarbejdet og det har været brandhårdt, men ring gerne til mig - jeg glæder mig til at deltage i folks liv konkret igen.

Viva la Familia, Vivan los Compañeros, Viva el Amor, Viva la Vida , Viva Chile

Solskin og shopping

Hmm hvis nogen spørger så er tingene lidt som de plejer at være: informanter der ikke svarer eller ikke fortæller at de ikke kan alligevel. Hvordan jeg får skrevet et speciale skal jeg ikke kunne sige, men det må vel gå som det bedst kan. Som overspringshandling har jeg til gengæld bidraget til forbrugsfesten i Chile ved at svinge visakortet til rytmer a la Jingle Bell. Meget sært i 28 graders varme og med sved af at slæbe indkøbsposer så at høre jinglebell og se plastic gran med plastic sne på - en eller anden gang vil jeg gerne prøve at holde jul i de varme lande men det bliver ikke i år for glæder mig efterhånden til at komme hjem. I starten af måneden var Marianela (hende jeg bor hos) og jeg et smut i Argentina. Vi tog afsted torsdag aften kl 22 og var i Mendoza klokken 5 om morgenen, kun afbrudt af ca 1,5 times venten ved grænsen omkring kl 1.30 om natten. Det var mega koldt og de er ikke ligefrem så hurtige de der grænsebetjente. Jeg fik skæld ud af en fordi jeg skulle have medbragt et eller andet stykke papir jeg fik da jeg kom ind i Chile. Jeg tror nok jeg har fundet det i rodet på mit lille værelse så håber på der ikke bliver problemer når jeg skal ud af landet igen. Turen til Mendoza var igennem Bjergene og noget af det smukkeste jeg har set. Ude i noget der nærmest kan karakteriseres som intethedden sad jeg med næsen klinet op ad ruden og så mælkevejen og den mest lysende måne jeg nogensinde har set, helt vildt smukt. Som sagt ankom vi klokken 5 om morgenen og havde (måske lidt dumt) ikke på forhånd fundet et sted at overnatte. terminalen var tom og ikke en taxa at se. efter at have siddet lidt og ventet og prøvet at spørge os for men kun fået forslag på meget dyre hoteller (300 kr per nat hvilket jo ikke er dyrt efter danske priser men kostbart her) mødte vi en kvinde som udlejede lejligheder og slog til ved en midt i byen til 100 kr pr nat pr person. Vi blev kørt dertil af hendes mand og der var ok pænt og ok rent. Jeg var lige ved at falde i søvn da Marianela med panik i stemmen vækkede mig. ude i køkkenet var en dør der førte ud til gangen - altså som i korridoren i et lejlighedskompleks og den kunne åbnes - og lukkes, men ikke låses. Vi prøvede at få fat i udlejeren men ingen af vores telefoner virkede, så endte med at sætte et kosteskab i spænd. Da vi skulle hjem søndag kunne vi ikke få det ud og det havde vist lavet mærker på døren - OG udlejeren viste os at døren ikke kunne åbnes fra korridoren af - ups. tjae better safe than sorry og der er en betydelig større fokus på sikkerheds issues hernede end jeg er vant til hjemmefra. På døren i lejligheden er 2 låse, 1 sikkerhedskæde og 1 sikkerheds tværstang - og så er opgangen i øvrigt også låst af med gitterport. Jeg har 7-9-13 endnu været forskånet fra ubehagelige oplevelser andet end ham den unge fyr der tog mig på røven under en løbetur, men det er jo efterhånden et par måneder siden. Nå men tilbage til Mendoza: vi sov lidt og gik så ud og fik frokost/morgenmad og tog derefter på en guided turist tur i bus i bedste turist stil men dte var fint ift at se byen, der er helt enormt smuk med gågader hvor store træer giver skygge og hvor der er restaurenter og cafeer, der serverer store bøffer, hvilket vi benyttede os af om aftenen - desværre uden sovs. Savner SÅ meget bernaice sauce, eller flødesauce med svampe, eller peber suace. uhhh jeg skal fråse når jeg kommer til DK. Fredag aften fik jeg lokket Marianela med på kasino men det var nu kun mig der spillede - og tabte, men jeg hyggede mig :). Lørdag stod den på shopping i løbet af dagen og søndag tidligt op og afsted. Det var fedt at se en anden by, der er meget forskellig fra Santiago (tjae det er jo et andet land) og enormt rart at kunne gå med bare ben og stroptop uden at blive begloet af alle og enhver - hvis jeg gør det i Santiago skal jeg forvente fløjt og kommentarer og selvom jeg har vænnet mig til det synes jeg stadig det er irriterende. Men samtidig var det også hårdt at holde ferie udne Morten. På trods af at både Chile og Argentina er relativt meget katolske lande er de unge ikke bange for at gå til dne i offentligheden: de snaver hinanden i gulvet ved busstoppesteder, i parker og på cafeer og ind i mellem havde jeg bare lyst til at råbe "get a room " til dem, men i virkeligheden er jeg nok bare misundelig for skal gerne indrømme at det er længe at være væk fra Morten.

Lige lidt billeder fra turen hjem gennem bjergene - noget af det smukkeste jeg længe har set. Vi var hjemme i Santiago -  selvfølgelig med forsinkelse omkring kl 21 søndag aften. Siden da er tiden gået med at fortsat at forsøge at forøge informantskaren, hvilket er en krævende affære, og har nogle dage bare sagt fuck dte og shoppet eller leget rich kid med en veninde og spist frokost og fået ordnet negle. Nu er der omkring 3 uger til jeg letter og kan se frem til 35 timers rejse inden min ankomst søndag d. 11.12.2011.

Fantastiske, Frustrerende Feltarbejde

Som jeg skrev sidst skulle jeg sydpaa og det gik rigtigt godt, fik lavet flere interviews - nogle mere relevante end andre, men saadan er det jo. Har nu ogsaa fundet nogen til at transskribere for mig til en noget andet pris end det ville vaere i Dk, saa selvom det bliver mange penge i alt satser jeg paa at de er givet godt ud for selvom jeg har forbedret mit spanske betydeligt og nu ikke laengere faar noget der ligner et panikanfald naar jeg er noedt til at snakke i telefon paa spansk, saa ville det ikke vaere muligt for mig at transskribere selv. Jeg er stadig uden internet paa egen com og skraemmes over hvor afhaengig man er af det net!! Saa ud over at vaere uden net er jeg i en konstant venteposition som bestemt ikke behager mig - jeg hader at vente og her tvinges jeg konstant til det - saa lidt personlig udvikling er der nok paa spil. I denne uge lavede jeg et fedt interview mandag, skrev feltrapport (den foerste opgave jeg skal aflevere naar jeg kommer hjem) tirsdag og skulle saa igaar have moedtes med en informant. Jeg har nu proevet at komme til at moedes med hende i omkring en maaned men hun aflyser eller svarer ikke paa mails eller telefonopkald. Det er enormt frustrerende og jeg bliver i virkeligheden skidesur men kan jo ikke rigtigt vise det. I dag skulle jeg have vaeret paa museum med en informant men hun ringede i gaar og aflyste saa hvad jeg troede skulle vaere en aktiv uge, blev det bestemt ikke!!Heldigvis har Marianela og jeg planlagt en tur til Argentina saa vi smutter i aften og indtil soendag. Jeg skal have fornyet mit visa og det goer man ved at betale 100 dollars eller tage ud af landet - synes det er lidt sjovere at bruge pengene paa at se Mendoza i Argentina end bare at betale dem. Satser paa at jeg skal spise boeffer 3 dage i streg for har ikke faaet en god boef siden jeg rejste fra dk. Til gengaeld er jordbaer nu nede i prisen 12 kroner for et kilo og det benytter jeg mig flittigt af! Paa trods af frustrationer over net og informanter har jeg det godt, jeg nyder solen, dejlige mennesker og at laere et land at kende mere end man normalt kan paa korte rejser. Det er spaendende at dykke under overfladen i et land hvor forskellene paa rig og fattig er saa massiv, hvor historien ikke er entydig (hvis den da er det nogen steder?) og hvor jeg paa markedet gaar under navnet la chica danesa og alle de handlende raaber efter mig. En af de kommende uger tager jeg sydpaa til Talca igen for at lave flere interviews og hende jeg skal bo hos der har lovet at laere mig at lave empanadas (som pirogger), hvilket jeg glaeder mig til.
Internetforbindelsen paa denne com er desvaerre for langsom til at jeg kan uploade billeder, men er ved at sammensaette et lille diasshow ud af mine omkring 1000 billeder og glaeder mig til at komme hjem og fortaelle en helt masse.
Knus Ane

update

Det er efterhånden længe siden jeg har opdateret bloggen, hvilket blandt andet skyldes svigtende internet. Jeg har haft brugt noget hmm "lånt" net fra en eller anden i nærheden og det stoppede med at virke. jeg ventede nogle dage men det kom ikke tilbage og jeg var ret frustreret da skype er min livline udadtil ligesom jeg også laver aftaler med folk hernede over mail og facebook, da det stadig er svært at tale i telefon på spansk - jeg er vildt bange for at jeg forstår forkert og dukker op på det forkerte sted eller tidspunkt. Så i midten af denne uge måtte jeg ud og prøve at finde noget trådløst men alle steder sagde de at det var for langsomt til skype. Endelig fandt jeg et sted hvor de sagde at det kunne det saaagtens - de tog fejl og det var sku nok lidt naivt at mig at tro det eftersom alle andre havde sagt det modsatte, så fik lige brugt et par hundrede kroner på trådløst net, der ikke virker og kan ikke få pengene tilbage, men sådan er det jo. Jeg besluttede mig derfor til at tage en runde i opgangen og i en af lejlighederne fandt jeg det et jeg ville kunne bruge - jeg tilbød at betale penge for koden men manden var vildt sød og sagde at han havde selv prøvet lignende så gik med mig ned på mit værelse og hjalp mig med at få hans net til at virke på min com, jubiii - det er ikke hel optimal sugnalstyrke men det virker for det meste. Jeg blev faktisk lidt skræmt over hvor afhængig jeg er af det net og har gjort mig mange tanker om at jeg burde være bedre til at leve nu og her og ikke se dumt tv fra DK, men kan godt mærke at jeg tit har brug for bare at koble helt fra efter oplevelser i løbet af dagen. Mit feltarbejde er nu efterhånden godt i gang men det går stadig for langsomt efter min smag men får nogle rigtigt spændende oplevelser. I denne uge har jeg således været på retsmedicinsk institut hvor pårørende til en afdød ung mand i 1973 skulle sige endeligt farvel. De troede de sagde farvel for 10 år siden, men det viste sig at være det forkerte lig de havde begravet - skræmmende at sådan noget kan ske - altså fejlidentifikationer og det giver de pårørende en markant usikkerhed i livet oveni den økonomiske usikkerhed, der fylder meget i livet for langt de fleste chilenere jeg møder. Det var voldsomt at overvære de pårørende pakke skelettet ned i  en kiste og at være med på kirkegården hvor kisten blev placeret i en mindemur. De sidste par uger har været en blanding af frustration og så følelsen af at være høj over at folk lukker mig ind i deres liv. Indimellem får jeg massiv dårligt samvittighed over at være dansk - jeg vidste godt vi var priviligerede men jeg havde ikke mærket det som jeg gør nu. folk måber når jeg fortæller vi får penge fra staten for at studere men jeg prøver at understrege at det ikke betyder at det bare er en dans på roser økonomisk og at jeg før jeg rejste havde 4 jobs ved siden af studierne, men for mange er Europa en uopnåelig drøm. I går besøgte jeg en veninde ud i bjergene i udkanten af Santiago - dre hvor de rige bor og sikke en forskel - hus med mur omkring, gartner og velplejet have, hvor der snart stillet en swimmingpool op så jeg skal helt sikkert besøge hende igen :) Hun snakker flydende engeslk og familien med men aftenen igår foregik på spansk da de havde gæster. Jeg troede hende og jeg bare skulle hænge ud og se videofilm, men det blev noget med at konversere høfligt og for 117  gang fortælle om mit projekt, men det fede var at jeg for første gang oplevede at kunne følge næsten helt med i samtalerne rundt om bordet og de var meget imponerede over mit spanske- jeg snakker det slet, slet ikke flydende, men der kommer nye ord til næsten hver dag så jeg håber jeg kan fortsætte, evt. på folkeuniversitetet i dk, for vil ikke glemme dette fantastiske sprog, der for mig lige nu åbner døre til folks liv.

I morgen rejser jeg sydpå indtil slutningen af ugen hvor jeg skal besøge noget familie til min kontakt i dk og lave interviews med en familie der var i eksil i dk. Eftersom jeg har ændret mit projekt er det ikke sikkert jeg kan bruge dem direkte i mit speciale, men jeg tænker at jo flere historier og oplevelser jeg hører om jo mere kontekst og chilensk virkelighed kender jeg og så får jeg også set lidt mere af dette gigantiske land. Et eksempel på dette er fredag aften vhor jeg drak øl med datteren til hende jeg bor hos og en af hendes veninder hjem ved Alexandra - datteren. Vi hyggede og snakkede og kom også til at snakke om seriøse ting og om den chilenske virkelighed; jeg var næsten i chok da de fortalte at i Chile er abort illegal og koster mellem 1500-15.000 kroner - rigtigt mange penge for de fleste og meget ofte umuligt at betale. Ikke engang hvis en Kvinde er blevet gravid pga. voldtægt eller hvis man kan se at barnet er misdannet må man få abort. Jeg var rystet og anede ikke hvad jeg skulle sige. Den katolske kirke og de konservative værdier spiller en stor rolle i politik, men jeg anede ikke at abort var illegalt - På overfladen har jeg tænkt at Santiago minder mig om en europæisk storby, men når man dykker lidt ned under overfladen er der mange flere forskelle end først antaget og netop dette er det givende synes jeg ved at jeg er afsted så længe. Jeg har været afsted over halvdelen af tiden hvilket både er skræmmende og rart. - Jeg spurgte Morten om ikke han syntes tiden var gået hurtigt og han svarede "nej!!" men for mig er det gået helt vildt hurtigt og dog samtidig langsomt, det der med tid er nu noget sært noget. Jeg husker dne første dag som var dte i går og forundres over hvordan man kan vænne sig til ting.
Nå, slut med lommefilosofien, jeg skal have pakket til turen i morgen og derefter vil jeg gå en lang tur, kan stadig ikke løbe og alt det dejlige mad fra igår skulle helst ikke sætte sig :)

Mere strejke, en tur til vandet og brændte baller

Det er vist ved at være noget tid siden jeg har skrevet sidst, så vil prøve at opdatere jer lidt. Var til strejke igen i torsdags og tog lige 3. mgang tåregas - men tror det stilner af nu da der er dialog mellem regeringen og nogle af studenterorganisationerne. DRupdate havde både i fredags og forrig fredag klip her fra som er meget voldsomme, helt så voldsomt har det ikke været der hvor jeg befandt mig, heldigvis. Lørdag tog jeg ud til kysten der ligger ca 2 timer væk for at besøge en amerikansk pige jeg havde mødt til et foredrag tidligere i september. Det var helt vildt skønt og turen derud er flot - se billed ovenfor der dog er fra hjemturen søndag. Valparaiso er en slidt, men smuk by der ligger ud til vandet, og op ad bjergene så den er helt vildt stejl at gå i. Efter lidt sightseeing tog vi hjem til hende og derfetr til en fødselsdag hos en af hendes venner og sikke en fest. Huset var fyldt med mennesker - en blanding af familie og venner, der var DJ i gårdhaven der spillede vildt højt så samtale var umuligt og såvel unge som gamle slog sig løs med vrikkende hofter - der var seriøst tale om en bedstemor med slag i der gav den gas og dansede med de unge fyre. Jeg fik selv svunget hofterne en smule men på grund af den dumme fod, der stadig plager mig holdt jeg mig fra de helt vilde moves, men havde en god fest og fik snakket engelsk og spansk i en skønsom blanding for for en gangs skyld var der en del tilstede der talte engelsk. Dagen efter tog vi til stranden og det var skønt. Blæsten var kold så jeg mærkede måske ikke helt at solen brændte og det kunne ses da jeg kom hjem af min bagdel måske ikke var blevet smurt godtnok ind i solcreme - så det danske flags farver var her fint repræsenteret - man er vel patriotisk!!! Indtil for få år siden (måske faktisk i år) var det ifølge den amerikanske pige som har boet her længe forbudt for chilenere at flage, men den nuværende præsident har taget en ko-vending og nu påbudt alle husstande at flage på nationaldagen, ret vildt synes jeg. Jeg må indrømme at jeg et øjeblik tænkte på at droppe fagligheden og bare være en fri ung og festende backpacker men det går jo ikke rigtigt. Men ærgerligt at det er begrænset hvor meget af dette lange land jeg når at få set, men jeg må jo bare vende tilbage igen en gang. Vi spiste empanadas (dej stegt i friture - a la pirogger) med skaldyr og ost - fantastisk ting som jeg bestemt må prøve at lave når jeg kommer hjem til DK. Jeg er så småt ved at komme i gang med feltarbejdet, men nemt er det ikke, det der med at svare på email er ikke altid folks stærke side, men det er vel en del af oplevelsen. Jeg snakker bedre og bedre spansk og føler mig ikke helt så begrænset sprogligt længere, men til gengæld er det frygteligt at høre mig selv tale på lydoptagelser for så kan jeg høre hvor grammatisk og udtalelsesmæssigt ukorrekt spansk jeg taler - avs!
Jeg beklager denne update måske ikke blev så spændende som de andre, men studierne kalder og mangler stadig 70 sider for at nå dagens mål og er desværre kommet til at købe computerspillet Colonizacion der også trækker helt vildt, men fy Ane, må ikke!
Saludos til jer alle derhjemme :)

En oplevelse rigere

Puha mange indtryk – skal prøve at få det hele ned men det bliver sikkert noget rod. Jeg er nu hjemme og træt i fødderne men glad for at have  været med – Dagen startede roligt med strejke; march med enormt mange mennesker (vil se i nyhederne hvor mange senere i dag, men mange mange tusind), bannere, musik og god stemning sammen med Alexandra, Amalia og (Alexandras datter på 6 år) og en af hendes veninder. Efter et par timer skulle Alexandra på arbejde men veninden og jeg fortsatte til den park hvor strejken endte hvor der var musik og taler. Efter en halv times tid der gik vi lidt væk fra mylderet for at se os omkring (og jeg skulle have noget at spise). Da vi kom lidt ud fra mylderet  kunne vi se at der var noget i gære nede for enden – Veninden spurgte om jeg gerne ville tættere på og det ville jeg jo gerne – vi nåede at gå sådan ca 10 m før folk begyndte at løbe mod os – og hun greb min hånd og sagde jeg skulle løbe, hvilket er lidt svært med den forstuvede fo men hun skyndede på mig. Vi kunne se et stort militærkøretøj smide med vand og (det kunne vi mærke) tåregas; som det fremgår af nedenstående billede
Vi løb ind på et universitet sammen med en masse andre med dækkede næser og munde. Efter 5 min begyndte folk at gå ud igen stille og roligt men hurtigt begyndte de igen at løbe væk fra militærkøretøjet, der nærmede sig – mine hænder rystede af adrenalin men jeg var ikke bange – bare spændt. Min "guide" sagde vi skulle gå for her var ikke sikkert idet det nok var her den hårde kerne af studerende kunne finde på at barrikadere sig. Vi gik ud og stod henne ved hjørnet –tåregassen var ikke slem -  sådan lidt kriller i næsten og irriterede øjne men slet ikke som det jeg har prøvet hernede førhvor det var sindsygt ubehageligt – det var ok ro på – vi ku se køretøjet ca 100-150 meter væk – pludselig begyndte folk at løbe omkring hjørnet og vi løb med – sagtnede farten og gik op ad gaden – men så så vi et militærkæretøj ca 100 m foran os sprøjte med tåregas – der blev nærmest paniktilstand og veninden (som jeg her lader være anonym) råbte a la esquina a la esquina  (til hjørnet, til hjørnet)– vi løb hen i et hjørne og folk trykkede sig sammen – nogle prøvede at kravle op ad bygningen og nogle løb ind i en butik hvor manden havde åbnet skodderne . Jeg var lidt nervøs for om politiet ville lave en knibtangs manøvre og fange os alle sammen a la nørrebro. Ved siden af os var nogle piger der må have været i mere nærkontakt med tåregassen end os for deres øjne og næser løb, de var røde i hovederne og meget ophidsede. Vi ventede vel 5 minutter og gik så hen ad gaden væk fra parken – igen måtte vi løbe lidt – fordi der bag os blev skudt mere tåregas af. Da vi kom hen for enden af gaden hvor de før havde skudt gas af kunne vi se 1 carabiniero (politiet) kassevogn, 2 mindre armygrønne pansrede køretøjer og 1 stor vogn til arrestanter – jeg tog billeder men Veninden skyndede på mig. Som man kan se af det noget slørede billed er tåregas noget der ikke er sjældenhed ved demonstrationer - det er simpelthen bare den måde politiet rydder dem på og derfor er en del af de tilstedeværende også forberedte!

 Flere gange i løbet af dagen tog jeg mig selv i at prøve at få hende til at vente og se – men måtte jo stole på at hun vidste hvad vi skulle gøre – gad vide hvad jeg havde gjort/hvad der var sket hvis jeg var alene – følte mig meget som en del af det der skete og at det var rigtigt at jeg var der – det var helt vildt spændene og selvom det ikke er de studerende der er objekt for mit feltarbejde siger det noget om konteksten jeg befinder mig i (bare rolig; der er stille her hvor jeg bor). Vi kom efter et stykke tid hen til la alameda (hovedvejen igennem centrum) og der havde studerende fra strejken stoppet trafikken hen mod la moneda (præsidentpaladset - der i øvrigt bombet under kuppet i 1973 og der hvor Salvador Allende døde) – de stod på vejen og holdt busser osv tilbage – vi stod 50-100 m væk og så på – en politibil kom og kørte med ca 40 km i timen bare igennem så folk måtte springe til side – derefter gik der lidt tid og vi kunne se kampklædte betjente med skjodle henne på et andet hjørne – de begyndte at bevæge sig og gruppen af studerende opløstes og de løb forbi os - der blev kastet genstande, flasker og andre ting mod politibetjentene og køretøjerne – veninden greb min hånd og sagde vi skulle løbe – igen tænkte jeg øv og at der ikke kunne ske os noget inde ved stoppestedet. Vi kom et stykke væk og flere militærkøretøjer kom kørende forbi – men det var en mærkelig flad fornemmelse at det var slut. Vi gik hen til Universidad de Chile hvor der er slået 4 små telte op – som på roskilde  – vi skrev begge under på støtte til de studerende der nu har sultestrejket i 65 dage og jeg gav nogle mønter. Det gjorde ondt i maven at vide at de ikke har spist i over 2 måneder – jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre – og de er kun 16-167 år!!  De sultestrejkende lå og sov og vi så dem ikke – heldigvis tænkte jeg næsten – er ikke sikker på jeg ville kunne bære det!
Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg har noget med demonstrationer - jeg kan blive helt høj af fællesskabsfølelsen og kender nu nogle få af slagordene - samtidig støtter jeg op om de studerendes krav om bedre og gratis uddannelse - jeg tænker tit på, hvor heldig jeg er, at jeg kun har lån på 180.000 når jeg er færdig og ikke 400.000!

Grundlæggende føler jeg mig rigtigt godt tilpas her, jeg nyder at opleve - jeg glæder mig og er spændt på første interview i morgen og synes indimellem tiden går lige hurtigt nok. Prøvede at uploade en video fra i dag men det lader sig desværre ikke gøre, da formatet ikke duer til denne blog, men håber i har kunnet fornemme lidt af stemningen. Knus Ane

Den beskidte Gringa i svømmehallen

Tror lige jeg har haft en af de mest ubehagelige oplevelser på min rejse indtil videre - ubehagelig på en anden måde end mistet sovepose og tåregas. Da jeg ikke kan løbe havde jeg besluttet at tage i svømmehallen og efter at have købt billetter i går skulle det så være her til morgen. Hvad jeg ikke vidste var, at udstyrskravene er lidt anderledes end i dk.

Det startede med at dame i omklædningsrummet kiggede mærkeligt på mig og spurgte om jeg da ikke havde badesandaler - for man forurenede jo vandet med sine beskidte fødder når man gik fra gangen og ind i svømmehallen - nej det havde jeg ikke men jeg sagde jeg ville købe nogen inden næste gang. Da jeg kom ind i svømmehallen og begyndte at svømme kunne jeg godt se at der var forskel på mig og alle de andre 40-50 mennesker i bassinet:
1) jeg trak gennemsnitsalderen og ikke mindst gennemsnitsvægten betydeligt ned idet størstedelen af forsamlingen var midaldrende/gamle mennesker med lidt ekstra på sidebenene.
2) jeg ejer ikke en badedragt og har ikke gjort det i 10 år og min fine røde bikini var måske nok en kende mere strandagtig end de andres outfit
3) Det vigtigste af alt: jeg bar ikke BADEHÆTTE - denne klamme, ubehagelige plasticdims som jeg ikke har iført mig i noget der ligner 15 år er åbenbart påkrævet her og min manglende badehætte blev da også genstand for megen opmærksomhed; i løbet af de 25 minutter jeg var i vandet kom 6 mennesker hen til mig og sagde at jeg altså skulle have en - jeg smilede pænt og sagde jeg ville købe en men endte efterhånden med at blive rigtigt irriteret og føle at alle kiggede på mig og at jeg hørte ordet badehætte på spansk hele tiden - det var faktisk ret ubehageligt. Efter 20 minutter kom bademesteren hen til kanten hvor jeg stod og sagde til mig at jeg skulle have en badehætte - han var rigtigt flink og sagde det var ok for i dag men at jeg skulle købe en til næste gang - en mand blandede sig men jeg fattede ikke hvad han sagde. Jeg lovede jeg ville købe en og svømmede en bane mere, men havde det ikke ret godt og besluttede mig for at nu ville jeg ikke "forurene" vandet mere - følte virkelig at jeg var et forstyrrende element - så gik op og på vej ud spurgte bademesteren om jeg var færdig - jeg valgte at være ærlig og sagde at jeg følte alle kiggede på mig så jeg ville vende tilbage med en badehætte en anden dag.
Og hvad kan jeg så lære af dette???
Jeg ved fra forskellige mennesker jeg har snakket med at Chilenerne er meget optaget af ikke at blive syge (der er apoteker på hvert andet gadehjørne) så det giver mening at de finder det forstyrrende når jeg ikke opretholder standarterne forbundet med hygiejne i bassinet - det skal dog hertil siges at de kvinder jeg så i omklædningsrummet havde deres badetøj på under tøjet og ikke tog det af og vaskede sig inden de gik ind i bassinet - hvilke jeg (efter danske standarter) vil mene er uhygiejnisk. Derudover har jeg læst mig frem til at en af standarterne for "det gode menneske" her er et menneske med orden i sagerne - man kan således sige at jeg repræsenterede en "uorden" og dermed ikke var velkommen i det gode selskab - det var i hvert fald det jeg følte! Så summa summarum - mega ubehageligt, men lærerigt og i morgen vil jeg købe både badesandaler og badehætte - en rød en hvis jeg kan finde det bare for at provokere lidt :) Nu vil jeg tage på marked og købe ind, til undervisning kl 14 og igen til foredrag kl 18 - i morgen er der strejke - men det er uvist hvor stor den bliver, men med dte skal jeg i hvert fald.

Billeder

Her kan man se en let blodunderløben forstuvet ankel og måske også ane at der hvor der burde være en ankelknogle er der bare en omgang hævet kød - pretty eh?

Lidt kønnere billed men begrundet i tragiske omstændigheder. Jeg var til en "velaton" en lysceremoni sammen med Marianela på årsdagen for militærets kup d. 11.september foran national stadiummet der blev brugt som fængsel, henrettelses og tortursted under diktaturet. På væggen over lysene hænger billeder af savnede, hvor man aldrig har fundet dem eller resterne af dem om man så må sige. Det var fint, men også lidt sært for arrangørerne havde valgt at sætte diskolys op på scenen så talerne så ud som om de blev blændet og deres hoveder var oplyst af farvet lys.

Her til sidst et billede af gårsdagens indkøb på markedet. Samlet pris ca. 65 kroner - det synes jeg er ok for 5 bananer, 350 g jordbær, 1 brocoli, 2 agurker, 2 tomater, 1 peberfrugt, 3 avokadoer og 3 citroner og 2 squash. De handlende griner lidt ad mine små mængder men det kan jeg heldigvis godt overkomme og griner bare med. Man kan i øvrigt for noget der ligner 5-6 forskellige slags avokadoer - ned til 12 kr for et kilo, de her er noget dyrere men eksperimenterer lidt med hvilke jeg bedst kan lide.

Lorte fod

Det der med at holde sig i from ved at dyrke sport er en dårlig ide - så er det sagt!!! i Mandags da jeg var ude at løbe på de slidte fortove angreb et ekstra slidt fortov mig så jeg oplevede få sekunders flyvetur - landede på højre knæ og hånd og først kom op 5 minutter efter. Anklen er forstuvet og knæet skrammet som hos et børnehavebarn, men hånden overlede og det gør jeg også - er bare mega irriteret for nu er jeg både begrænset sprogligt og fysisk. Til gengæld overlevede jeg en tur på noget der minder om en skadestue og den beretning må i hellere få: Efter at jeg havde tjekket med Gouda rejseforsikring at de også dækkede tåbelige skandinavers forsøg på at blive fit tog jeg over på "Urgencia" sammen med Marianela (hende jeg bor hos) vi var nødt til at tage en taxa de 500 m for kunne på daværende tidspunkt næsten ikke støtte på den. Vi sad i en ventesal med omkring 40 andre mennekser og efter et kvarters tid blev jeg kaldt ind sammen med 4 andre. Vi kom ind i hvad jeg tror var en sygepljerskes kontor (Marianela måtte ikke gå med, selvom vi prøvede at forklare at jeg ikke ku spansk) her tog hun på tur vores puls og blodtryk. Det var meget ubehageligt at få det gjort foran andre selvom det ikke var noget med at smide tøjet eller noget - men kan godt mærke jeg er vant til at kroppen er et privat anliggende - især når den ikke virker. Så kom jeg ud i venterummet igen og ventede i 20 minutter hvorefter jeg blev kaldt ind og denne gang vist ind på en stue med 6 blå plasticbrikse adskilt af forhæng. I det ene af forhængsrummene var forhænget ikke trukket for og der lå en gammel dame med drop i armen - meget ubehageligt at se på. Jeg priste mig lykkelig for at det bare var den skide ankel og ikke noget af mere privat karakter - hvis det sker tager jeg sku på privathospital! Nå men der sad jeg så på min briks og tænkte at jeg da ligeså godt kunne tage noter mens jeg ventede (Man er vel på feltarbejde). Mens jeg lå der kunne jeg høre lægen snakke med en kvinde bag forhænget ved siden af - de snakkede om bræk og diarré - pænt klamt. Efter 20 minutter kom der en læge der brugte 30 sekunder på at kigge på min fod og spørge hvad der var sket - så skrev han noget ned på et stykke papir med mit navn på og bad mig vente. Så ventede jeg igen indtil en matrone af en sygeplejerske kom ind, pegede på mig og på sin balle og sagde noget jeg ikke forstod - jeg rystede på hovedet og sagde at det var foden den var gal med og hun sagde "injection anti-inflammatorie " og gik igen. Jeg fik mega hjertebanken og overvejede at sige, nej jeg skal ikke ha nogen indsprøjtning jeg har bare forstuvet ankelen men gjorde det ikke. Hun kom ind og stak mig og efter ca 30 sekunder var jeg ved at dejse om. Jeg har det sidste halve år oplevet at blive ret dårlig ved vaccinationer og det toppede da her. jeg var nødt til at kravle op på briksen og hver gang jeg prøvede t sætte endsige rejse mig op måtte jeg ned igen - det er lidt som at have de ondeste tømmermænd; hele verden kører rundt, jeg føler jeg skal kaste op og koldsveder og bliver stakåndet. Så der lå jeg indtil 2 meget gamle damer kom ind på stuen og jeg hørte sygeplejersken sige " når hun går kan i komme til" - jeg tænkte at jeg ikke kunne være bekendt at optage pladsen og vaklede støttet til væggen ud i venterummet igen. Derefter gik vi på apoteket og købte nogle piller jeg ikke ved hvad er. Det gik med anklen igår, men i dag vrikkede jeg rundt igen fordi jeg var nødt til at gå på græs (for at komme forbi gamle damer) så nu gør det mega ondt.
Jeg er endnu ikke kommet rigtigt i gang med det faglige så samler bare kontekst materiale og indtryk og det er ved at være noget frustrerende. Jeg sidder lige nu i min seng og spiser (dårlig) sushi og har lidt ondt af mig selv, men satser på at alting er bedre i morgen og har som altid min galgen humor med mig til at håndtere livet med. jeg vil prøve senere at vedhæfte et billede af den fine og lettere blå ankel.

Stort knus fra mig

Facebook-rehab-overvejelser og begrebet "netværk"s betydning

Jeg har egentlig været overrasket over at jeg ikke har savnet mere - forstået på den måde at det har ikke været så svært de første 10 dage som jeg havde frygtet men så i denne uge kom der lige nogle lidt hårde dage - takker hvad der nu end findes mellem himmel og jord for Skype og Facebook og overvejer om jeg skal på Facebook-rehab når jeg kommer hjem!
Jeg er for alvor ved at falde til - kan tale mere spansk (men stadig ikke nok), har taget metro flere gange selv, får ikke længere ekstrem hjertebanken når jeg skal med bussen og har udvidet løberuten. mandag og tirsdag var jeg mest hjemme og læse, havde brug for nogle rolige dage og det er egentlig meget rart at få læst noget faglitteratur - det holder mig fast i min faglighed og gør at jeg bliver bedre til at finde fokus. For fokus det er der brug for - især når man sådan finder du af at man lidt har tænkt sig at skifte emne - OG lige pludselig skrive på engelsk - hvilket jeg ikke har gjort siden 2. G og det er altså tilbage i 2004!
Hvilket fører mig frem til begrebet netværk, der materialiserer sig som et fysisk element for mig hernede. Min mor skrev til mig at min moster kendte en psykolog der boede her i Santiago - jeg får taget kontakt via mail og telefon og vi mødes på hans arbejde - en psykologiklinik han er leder af ved et af universiteterne inde i byen - det viser sig så at Julio som han hedder har boet i DK i 20 år - snakker perfekt dansk, har undervist på KU (og dermed også været vejleder) og nu føler han har et ansvar for mig OG i øvrigt kan kende mig fra min mosters bryllup, hvor jeg var brudepige for omkring 15 år siden! Jeg er derfor i gang med at skrive ny projektbeskrivelse, hvilket er udfordrende at gøre når man ikke har adgang til et bibliotek. Desuden skal jeg tirsdag mødes med en antropolog fra KU der arbejder hernede på et universitet inde i byen - ved ikke om hun hjælpe mig, men om ikke andet tænker jeg at det kan blive hyggeligt og nyder de stunder hvor jeg ikke skal kæmpe for at følge med sprogligt.
Efter at have mødtes på Julio i tirsdags var der i psykologiklinikken foredrag om drømmetydning og Freud i den kliniske praksis, så det blev jeg da lige og hørte - naturligvis på spansk eftersom ingen, heller ikke unge mennesker taler engelsk. Jeg prøver at springe til hvor jeg kan og eftersom det i morgen er d. 11. september (ja Chile har også en 11. september - dagen for militærets overtagelse i 1973) skal jeg med ud på en march og til  noget lysceremoni - bevæbnet med diktafon og kamera og kondisko. Igår var jeg til en international (selvfølgelig på spansk) konference om "memorias en construccion" og har efterhånden en liste på 20 bøger jeg gerne ville ha fat i - så overvejer om man kan snyde Amazon til at sende dem gratis til  mig. Så det er sådan set ikke fordi jeg keder mig, men jeg savner det at slappe af sammen med andre mennesker for kan ikke helt slappe af når jeg skal tale spansk. Og så savner jeg et knus, for selvom man kindkysser hernede er det jo ikke ligefrem det samme - jeg har ikke fået et rigtigt knus i 15 dage nu. Klokken er ved at være 22.40 og selvom det er lørdag aften vil jeg begynde de indledende forberedelser (det betyder at jeg måske sover om 1,5 time) til at gå i seng, så jeg kan være frisk til omgang hop over hækken med panserne når de vil arrestere mig for at være med blandt ballademagerne i marchen i morgen - spøg til side, jeg har lovet min mutti at opføre mig pænt, så det satser jeg på at gøre, men som jeg jo allerede har oplevet kan man jo tilsyneladende få tåregas bare fordi man skal ud at handle!
Jeg håber i har det godt allesammen :)

Blandede fotos

De Fantastisk smukke Andesbjerge øst for Santiago - det øverste billed er en lidt dårlig udgave af hvor flot det er om aftenen i solnedgang. Det er desværre blevet koldt igen (14 grader om dagen og minus 2 om natten så tæerne er ved at fryse af, for der er kun 1 stik der virker på værelset så må vælge mellem varmeblæser om computer og computeren (Lullu) vinder som regel!

I dag og igår var jeg i Parque por la Paz (parken for fred) som ligger på den grund hvor torturcentret Villa Grimaldi lå. Inden overgangen til demokrati blev bygningerne, hvorigennem omkring 4.500 havde gået og minimum 227 mistet livet, revet ned af militæret for at skjule beviser. I dag er det lavet om til et mindested, med bl.a. skulpturer - en væg hvor navnene på de dræbte er skrevet og en mindelund og en rosenhave. Rosenhaven var der også da stedet blev benyttet som torturcenter, men det er nye roser, da de oprindelige også blev ødelagt af militæret. Hver enkelt rose symboliserer en kvinde der døde her ( mener jeg nok, har så mange data i hovedet) og navnene er som det ses på billederne placeret ved hver rose. Jeg syntes selve parken var for overlæsset, men rosenlunden rørte mig - det bliver så konkret når hvert navn står der i de afklippede roser. Håber jeg kan nå at se dem blomstre senere på året.

Til sidst en lille kuriositet på den vej jeg bor på - havde overvejet at købe en cykel for at spare penge på transport men det er simpelthen for farligt - se selv nedenfor hvad der tilsyneladende er fart guideline i farlige sving!

Det var alt for nu, jeg har spist sushi - pænt ringe, er i gang med at vaske tøj og i morgen skal jeg til fødselsdag hos Alexandra - Datteren til hende jeg bor hos - forinden vil jeg bage kanelsnegle i en gasovn!

Jeg ser ikke nyhederne, jeg oplever dem!

Ønsket om at komme tæt på begivenhedernes gang her i Chile er blev opfyldt til fulde i går da jeg oplevede den ubehagelighed at "smage" tåregas. Det er ikke fordi jeg har kastet mig over livet som aktivist, nej jeg var såmænd bare ude at løbe en tur inden jeg skulle op og handle. Jeg undrede mig godt nok over at en stor vej var spærret af men tænkte ikke nærmere over det indtil jeg så en politibil (salatfads-agtig) i parken - jeg spurgte nogle unge der sad og kiggede på hvad der skete og de sagde at der var protest på universitetet (det ligger ca 3-400 m fra hvor jeg bor). De sagde jeg skulle løbe den anden vej pga balladen og allerede der kunne jeg mærke tåregas i luften (måtte spørge dem om det virkelig var tåregas da jeg heldigvis ikke har været i kontakt med det før), men jeg skulle jo hen og handle. Da jeg havde været det kunne jeg ikke komme den vej jeg kender tilbage så måtte over på den anden side af gaden - i mellemtiden må politiet have smidt mere gas for det var helt umuligt at være på gaden . folk gik med tørklæder op omkring næse og mund, men med mit løbetøj havde jeg ikke rigtigt noget at dække med. Det er simpelthen SÅ ubehageligt: det svider i øjnene, de løber, næsen løber ukontrolleret, det kradser i halsen men værst af alt er næsten at det føles som syre på huden - så selvom jeg gerne ville blive og kigge (det var der en del der gjorde så det ku jeg sikkerhedsmæssigt godt ha gjort) var jeg nødt til at gå hjem og var ved at fare vild på vejen fordi jeg ikke kunne gå den vante vej. Det blev ved i en halv times tid at svide i hovedet og næsen løb ( men er også forkølet) selvfølgelig havde jeg ikke mit kamera på¨mig men har filmet meget rystet fordi jeg gik og lavet  kommentarer på min ipod - har bare ingen ide om hvordan jeg får det på computeren så det må i vente med at se.
Selvom det teknisk set er vinter kom temparaturen i dag op på 25 grader og har sågar fået sol fordi jeg sad i parken og læste - men det var faktisk næsten for varmt i mit vintertøj; mærkeligt som det er skide koldt indenfor og varmt udenfor - mig ikke helt forstå, for mit værelse var stadig koldt der midt på dagen hvor solen var på.
siden sidst har jeg formået:
- at finde ambassaden (det tog 2 timer)
- at tage metro selv ( jeg er bange for metroer især og offentlige transportmidler sådan lidt generelt - er vildt bange for at fare vild)
- at snakke i telefon på spansk
-- skrevet mail på spansk
- at tage på det skønneste marked, hvor - hold nu fast! - der var nogen der spurgte om jeg var model!! jeg svarede på spansk at jeg er for lille og fed til at være model - men der må være noget med mit udseende som skiller mig ud - nok øjnene, har i hvert fald ikke set nogen med blå øjne, men går på den anden side heller ikke og glor efter det - for da jeg var på vej hen til et møde på et universitet her til aften var der en mand der sagde til sin ven "que mujer hermosa" ( hvilken smuk kvinde) da jeg gik forbi. Jeg vendte mig om og sagde gracias og han så helt overrasket ud - tror bestemt ikke han troede jeg ku forstå ham :) Nice boost for selvtilliden dér...


I morgen har jeg ingen planer, hvilket er lidt skræmmende, men har masser af litteratur med så hvis vejret er godt vil jeg gå i parken og læse.

Skriv gerne og fortæl - jeg nyder at høre, hvordan i har det
Knus Ane

Bare fordi man er i Sydamerika behøver Chanel ikke være glemt

Som nævnt er mit værelse ikke så stort, måske 5 m2 så det stiller større krav om oprydning end jeg er vant til, men synes nu egentlig det er ganske hyggeligt. et gammelt Singer symaskinebord som skrivebord og en uundværlig varmeblæser der sørger for jeg ikke fryser om natten (kun om dagen). I dag har det været gråt og regnvejr men igår skinnede solen og var sågar nødt til at købe solbriller til den nette sum af 12 kr. Der er sket rigtigt meget bare her lørdag og søndag og "killingen" bevæger sig ud i den store verden og har eksempelvis overlevet:
- at køre i bus selv (og tanke sådan et buskort "el Bip" op)
- at køre i taxa selv - kunne ikke overskue bussen tilbage fra centrum OG få forhandlet prisen ned med 25 %) NB kommer til at bruge vildt meget på transport fordi jeg bor så langt væk fra centrum og tør simpelthen ikke cykle - de kører ad H til
- at løbe en tur og blive dyttet af 3 gange!!!
- at tage i Jumbo - et dyrt men kæmpestort supermarked a la Bilka - men en pakke philadelphia koster 28 kroner!!! til gengæld har de 5 slags avokadoer :)
- at blive korrekset af en 5 årig i min udtale - hvilket er ret sjovt, barnebarn til hende jeg bor hos
Jeg både overlever og lever og tror på at det hele nok skal ende med at gå godt og at jeg nok skal ende med at snakke udemærket spansk - det er i hvert fald forbedret betydeligt bare på 2 dage! Er dog pænt træt (klokken er 22.15) på grund af alle indtrykkene og kampen for at forstå og for at formulere mig så hopper under dynen og beretter videre en anden dag. NB tror nok det er lykkedes mig at fatte det der med at lægge billeder - applaus om jeg må be´hvis det altså virker :)

Abrazos a todos

En lang rejse er begyndt

Så er jeg i Chile, jeg sidder på lillebitte værelse (ca 6 m2) med limegrønne vægge, lille fodlister og 2 par strømper på for her er pænt koldt. Rejsen var en odysse i stress og personlig udvikling uden lige og tror måske det var godt der ikke var andre med, for så havde jeg sikkert stresset dem. Jeg havde lige kort nok tide i både Amsterdam og Atlanta så jeg måtte i rask trav udfordre den rumlige intelligens og ikke mindst min tålmodighed idet køer og lufthavn har været usigeligt tæt forbundet. Et lille tankeeksperiment: forestil jer at Ane er ankommet til Atlanta lufthavn, klokken er 3 om natten og min rygsæk, som jeg har fået at vide skal være der selvom jeg er i transit, ikke er der. Forestil jer derefter at der er 20 minutter til boarding starter og 200 japanere/kinesere i kø foran Ane og at hun, da hun endelig når frem til en bøst udseende politi-told mand udspørges, får taget fingeraftryk og billed til onkel Sams forbryderalbum. Efter at have ståe i kø i endnu 15 minutter (der er nu 5 minutter til boarding) bipper det da hun går igennem security og hun placeres i et glasbur til skue for alle i køen mens en bøst udseende security fyr råber "female guard to security". er kommer ikke nogen female guard men manden kører en strip over mine hænder og igennem en maskine hvorefter hun "frikendes" og styrter afsted mod gaten - som hun heldigvis fandt i første forsøg. Jeg skal ikke trætte jer med flere lufthavnsskriblerier men blot som en sidebemærkning notere at min rygsæk har været igennem security check og at de åbenbart har beslaglagt eller væksmidt min mors dyre sovepose - PIS. Jeg er nu i Santiago og det har været en meget fyldt dag (klokken er 20.45 herovre).

Marianela (hende jeg bor hos) tegnede et kort til mig her i eftermiddags og jeg gik ud i verden for at finde supermarkedet – jeg føler mig lidt som en kat – den er skræmt og usikker og vil først helst gemme sig under en seng hvor der er varmt og trygt når den første gang tages væk fra moderen, det kendte og det nære, men lige så stille tager den sine omgivelser i besiddelse. Den bevæger sig i cirkler fra det kendte – stadig større cirkler for hver gang den går ud og undersøger alt det nye, med hele sit sanseapparat for til sidst at tage territoriet i besiddelse som sit. Jeg agter ikke at pisse territoriet af som en kat men kan godt lide analogien – på en måde ligger der en tryghed i at når det nu virker for en kattekilling så vil det også kunne virke for mig – det giver mig fornemmelsen af at der er en plan – i det mindste en lille en. Jeg skal huske mig selv på at det er første dag – jeg har trods alt 105 dage mere at løbe på og jeg skal også selv kunne følge med. 

Sprogligt er jeg über udfordret og føler mig frygteligt begrænset - men mon ikke det kommer. Jeg vil snart i seng og håber jeg kan holde varmen. I morgen vil jeg vove mig ind til centrum og søndag har Marianelas datter Aleksandra tilbudt at tage med ind til et museum omhandlende diktaturperioden så det faglige skal nok komme selvom det stadig er meget usikkert hvad f... jeg egentlig skal.

Afrejsen nærmer sig

Så er rejseforsikringen bestilt, billetten printet, vaccinationerne klaret og jeg er begyndt at stakke ting på gulvet i stuen. På nuværende tidspunkt har jeg ingen anelse om, hvordan jeg skal begrænse mig til 20 kilo bagage og 5 i håndbagage - dem der kender mig (og Morten) ved måske at vi plejer at "prinsesse-pakke", dvs. putte alle vores ting i IKEA sække og smide det ind i Hodja (bilen). Det kan jeg ikke rigtigt gøre denne gang, så er kognitivt udfordret - det er vist noget med den rumlige intelligens :).
Den seneste uge har været noget hektisk, da "Tulle" - min computer - valgte at bryde sammen, så jeg i al hast måtte misbruge det rødglødende dankort og ud at købe en ny com, der nu har fået navnet "Lulu" og som forhåbentlig viser sig at blive en god kommende feltnote, speciale og siden hen jobansøgnings-makker. Opgaverne på to-do listen svinder lige så stille, hvilket de naturligvis også helst skulle, men det gør afrejsen mere virkelig. Jeg har desværre ikke nået at sige personligt farvel til alle, men håber meget I vil skrive og fortælle hvad der sker herhjemme, jeg regner med at det er muligt at få fat i noget trådløst netværk, så jeg ikke uden kommunikationslinjer (Mit mobilnummer lukkes, men jeg får sandsynligvis et chilensk).
Til de der har udbrudt "årh hvor fedt, du skal ned i varmen" må jeg skuffe jer (eller glæde alt efter hvordan man ser på det) - vejret på fredag, hvor jeg ankommer er 12 grader, overskyet og byger og så sent som i denne uge, har det været frostvejr om natten! Jeg skal være ærlig og erkende at det havde jeg ikke helt lige regnet med, men det bliver heldigvis bedre hen over efteråret, men jeg kommer altså ikke solbrun hjem.
Jeg vil prøve at få lagt billeder herind også, men nu må vi se, det tekniske er jo ikke min spidskompetence - apropos kompetencer glæder jeg mig til, men er også en smule nervøs over, at skulle "ud i virkeligheden og lege antropolog" - udfordringerne skal nok være tilstede og jeg skal gøre mit bedste for at berette om min færden ude i den store verden.

Rejseforberedelser

Der er godt nok meget jeg lige pludselig skal nå - mange dejlige mennesker jeg gerne vil nå at se inden afrejsen d. 25.8 - rejseforsikring, vacciner og alt det andet praktiske. Samtidig prøver jeg at øge mit faglige kendskab til emnet og landet bare en lille bitte smule, så jeg ikke havner helt blank i Santiago. Glæder mig, men skal gerne indrømme at jeg også er en smule nervøs - det bliver vildt at skulle være afsted længere end jeg før har prøvet....